Søndag den 12. december 2021 var vi 5 synshandicappede Cafetøser, som var så heldige, at få mulighed for at deltage i Aalborg Dykkerskoles terapihold.
Vi var blevet inviteret af Aalborg Dykkerskole, da de havde set os klatre i Aalborg klatrepark.
De tænkte, at det kunne være spændende at afprøve deres dykkerterapi på vores målgruppe for at afdække, hvilke muligheder og udfordringer det ville give os og dem som instruktør, når vores synshandicap var med som medspiller.
Vi fik først en kort introduktion om eftermiddagens program og blev præsenteret for instruktørerne af Carsten, som ejer virksomheden Aalborg Dykkerskole.
Vi mødtes i svømmehallen på Lerumbakken i
Nørresundby fra kl. 14.30-18.00.
dykkerskolen havde stillet én personlig instruktør gratis til rådighed til hver
synshandicappede.
Vores instruktør hjalp os med at finde våddragt, dykkerudstyr, blybælter og vest til vores luftflasker.
Vi blev også instrueret i at bruge dykkermaske og mundstykke, så vi kunne trække vejret under vandet.
Vi fik svømmefødder på i vandet, og så var vi klar til vores første prøvedyk.
Vi var alle meget spændt på, hvad eftermiddagen ville byde på af udfordringer både mentalt, synsmæssigt, fysisk og svømmeteknisk. Normalt anvendes signaltegn som kommunikation i forbindelse med dykning, da man ikke kan samtale under vandet. Her måtte andre kommunikationsformer til. Vi havde derfor fysisk kontakt med vores instruktør.
Vi startede ud med nogle praktiske øvelser, så vi fik de fornødne basisfærdigheder for at kunne dykke.
Vi skulle trække vejret gennem en regulator og have hovedet under vand. Vi prøvede at puste i regulatoren og tage den ud af munden under vandet, samt at tømme vores maske for vand og udligne trykket i ørene.
Herefter gik det løs på både det lave og dybe vand med hele udstyret på og de rolige kompetente instruktører, som på fornemmeste vis guidede os trygt gennem vandet.
Det var en kæmpe oplevelse for os alle, og vi fik afprøvet vores grænser og overskred dem med mange svømmetag.
Vi kunne meget mere, end vi troede. Vi var meget koncentreret, og tiden stod stille under vandet. Vi var i nuet. Vi oplevede en frihed og en fornemmelse af vægtløshed, vi ikke havde prøvet før. En magisk oplevelse.
Der var kun os selv, vores vejrtrækning, de fuger vi fulgte med vores fingre på bunden af svømmebassinet samt vores instruktør, der havde en let fysisk kontakt til os, så vi trygt kunne dykke
Engtoften 58
9660 Fjerritslev
Danmark
Ophavsret ©