Har været PADI Advanced Diver siden 1998, men har ikke dykket siden 2001.
Sclerose siden 1996.

Fysisk:
Gangbesværet, bruger rollator/krykstok/elscooter. Nedsat styrke og funktion i fingre og hænder. Dårlig finmotorik, fx er lynlåse og knapper en stor udfordring. Spasticitet i højre ben, dvs stivhed, udfordrende at løfte/bøje i hoften.
Udtrættes let, især fysisk. Har kun begrænsede fysiske ressourcer, og det er fx en stor udfordring at løfte og bære tunge ting, selv et almindeligt indkøbsnet med varer kan jeg kun bære få meter.
Kan svømme/crawle ca 500m - vand er mit element, især koldt vand.

Mentalt:
Som PADI dykker har jeg været vant til selv at håndtere alt mit udstyr dvs. bære det til og fra dykkerspot/båd/bil, samle udstyret, selv iføre mig det hele, stående, og sidst men ikke mindst skille det hele ad igen og rengøre det og få det hjem og på plads. Blot tanken om at skulle løfte udstyret og fx iføre mig et tungt blybælte inkl. spænde bælte har i årevis afskåret mig fra at dykke - jeg “ved” jo, at for at dykke skal man ikke blot være 100% selvhjulpen, man skal også kunne hjælpe sin buddy, for man er altid to, et makkerpar.
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg med min stædighed, viljestyrke og kreativitet nok skulle kunne finde ud af at få udstyr slæbt hen til dykkersted OG få udstyret på. Men så er jeg heller ikke i tvivl om at mine kræfter ville være brugt op, med risiko for at måtte afblæse dykket eller i værste fald være til fare for mig selv og min buddy hvis dykket alligevel gennemførtes.

Under dykket i svømmehallen oplevede jeg, at instruktøren efter en kort instruktion og nogle få enkle øvelser af hensyn til sikkerhed, frit lod mig dykke i bassinet, mens han holdt godt øje med mig og hele tiden var lige i nærheden hvis jeg havde brug for det. Min krop og mit sind rejste tilbage til den samme følelse af frihed og af at være fuldstændig ubegrænset som ved tidligere dyk. Så snart jeg svævede i vandet, glemte jeg og min krop alt om fysiske begrænsninger og tvivlstanker om hvorvidt kroppen kunne klare det. Lige præcis at dykke kan jeg netop sagtens endnu, jeg har blot brug for hjælp til at få udstyr på og komme i og op af vandet med det.  

Resten af dagen, efter dykket, var jeg euforisk, både meget glad for igen at have oplevet glæden ved igen at dykke og især for at have gjort noget, jeg troede var blevet umuligt for mig pga. fysiske begrænsninger. Jeg kunne også tydeligt mærke, at min krop havde haft godt af tiden i vandet: Koldt vand dulmer altid de kroniske smerter og føleforstyrrelser, jeg har i især fingre/hænder og tæer/fødder, og den effekt varede i mange timer efter dykket. Samtidig oplevede jeg, at følelsen vendte tilbage i fødder og tæer i timerne efter dykket, dem plejer jeg ikke at kunne mærke. Hele kroppen føltes blødgjort indvendigt, som smurt med ny olie.
Dagen efter var jeg mere træt end sædvanligt, men tog den blot lidt mere med ro og hvilede så meget jeg havde brug for.  

Den vigtigste og mest langtidsvirkende effekt er, at jeg har fået endnu mere livsmod og endnu et bevis på, at følelsen af at være begrænset primært er noget, der fodres af mine egne tanker. Og omvendt: Når jeg kan dykke, så kan jeg jo hvad som helst - det er mest et spørgsmål om den rette hjælp (og lidt betaling).

Det bedste ved instruktørerne, er at de 100% påtager sig både opgaven med og ansvaret for, at jeg får en god dykkeroplevelse, alt sammen tilsat masser af tryghed, en god portion humor og fremfor alt troen på at lige præcis jeg også kan dykke trods handicap. De har en rigtig god fornemmelse for at tune sig ind på mig, både ift. min dykkererfaring og som menneske, mine fysiske udfordringer og eventuel utryghed. Det hele foregik meget stille og roligt og samtidig forbløffende hurtigt, med fokus på dykket og sikkerhed fremfor alt. Jeg fik al den hjælp jeg havde brug for, for at kunne blive iført dykkerudstyr og komme i vandet. Instruktøren forklarede om næste skridt inden det blev taget, så jeg kunne føle mig helt tryg og tage imod den hjælp, som han kunne se jeg har brug og så jeg samtidig fik plads til selv at gøre, hvad jeg har mulighed for og lyst til at byde ind med. Med dykkerudstyr kommer man helt tæt på hinanden, fysisk, og det føltes på intet tidspunkt akavet eller grænseoverskridende for mig, nok snarere for instruktøren, som jeg er sikker på nok skal vænne sig til det med mere øvelse :-)

Alle, der har lyst at prøve at dykke, uanset fysiske begrænsninger eller ej.
Alle, der har lyst til at føle sig ubegrænsede og overskride egne mentale barrierer.

Jeg troede, at min største barriere ift. dykning var fysisk, men nu ved jeg, at med den rette hjælp er det primært mentalt, jeg begrænser mig selv. Og den læring kan jeg bruge på alle områder af mit liv, ikke kun ift. dykning.